Hvem er vi

Med en købmandsmæssig baggrund fra genvindings industrien etablerede Aage Kragmann Virksomheden i 1973, med ophugning af traktorer, salg af reservedele, samt køb og salg af maskiner på tværs af landegrænserne som primære forretningsområder. På virksomhedens ophugs plads fandt man dengang Allis-Chalmers, Bukh, David Brown, Fordson, Hanomag, Nuffield, Porsche–Allgaier og Volvo Bolinder-Munktell - traktorer ,der alle i dag ville have haft en stor værdi blandt samlere.

I 1975 blev virksomheden importør af de Svensk producerede HARA kabiner til Ford traktorer og Fernmo kabiner til MF traktorer. Kabinerne blev, i forbindelse med nye danske regler om styrtsikring og landmandens samtidige ønske om bedre komfort, solgt primært til danske MF og Ford forhandlere, til montering på MF’s 100 linie (135-188) og Fords 1000 linie (2000-5000).

Fra slutningen af 70erne og indtil slutningen af 90erne voksede virksomheden primært med bulk eksport af brugte traktorer til fjernøstlige markeder og USA, toppende i 1996 hvor man samlet eksporterede mere end 1200 traktorer eller over 100 om måneden, primært til Thailand, Malaysia, USA og Mellemøsten.  Mange af de oprindeligt solgte traktorkabiner, bliver ironisk nok afmonteret og skrottet i forbindelse med denne eksport.

Som led i en diversificeringsproces etableredes i 1997 landets første uafhængige større landbrugsmaskinværksted med flere udekørende servicebiler. Et professionelt og velanset værksted hjalp samtidig med voksende import af brugte maskiner fra udlandet til salg til danske landbrug og maskinhandlere, og fundamentet var skabt for import og detailsalg af brugte kapitaltunge landbrugsmaskiner som selvkørende roeoptagere, mejetærskere samt knækstyrede og bælte traktorer.

I dag er Kragmann A/S en af de største maskinforretninger på Fyn og i Danmark i det hele taget, med fokus på salg af kapitaltunge landbrugsmaskiner som for eksempel mejetærskere. Vi er ligeledes full-line forhandler af New Holland og Kvernelands brede programmer af landbrugs og entreprenørmaskiner, med salg, service og vedligeholdelse af traktorer, høstmaskiner, entreprenørmaskiner, redskaber, sprøjter, og græsmaskiner.  Endvidere er virksomheden importør af Ziegler og REM og fortsætter med ophug og salg af brugte og renoverede reservedele til forhandlere og slutbrugere.

Kundegrundlaget er landbrug, entreprenører, kommuner og firmaer indenfor have/park. 

});